Projekter

Handicapfritid

Handicapfritid.dk er et initiativ startet af Ringkøbing Handicapidrætsklub sammen med Dansk Handicap Idræts-Forbund tilbage i 2012.

Dengang blev der sendt invitation ud til dialogmøde til forskellige foreninger, klubber, bosteder samt to politiske udvalg i kommunen - Handicap og psykiatri og Kultur og Fritid, hvor temaet var ”Samarbejde om og koordinering af idrætstilbud til mennesker med handicap i Ringkøbing Skjern Kommune”.

Det lange tids forarbejde endte i maj 2016 med hjemmesiden www.handicapfritid.dk. En hjemmeside, der skulle give mennesker med forskellige funktionsnedsættelser en mulighed for at finde informationer og skabe overblik, og gøre det nemt for den enkelte, at finde netop den aktivitet eller undervisning, der kan have interesse. En hjemmeside med kalenderfunktion, så det er nemt for interessegrupperne at koordinere aktiviteter, og dermed undgå overlapning. Ligeledes nemt for brugerne at skabe overblik over deres muligheder.

Klik dig ind på www.handicapfritid.dk her!

 

 

Frivillig365

Frivillig365 er et projekt, som har fokus på at anerkende den store indsats frivillige gør hver eneste dag. Vi ender med at samle 365 forskellige billeder, som viser mange forskellige frivilligheder og hvor mangfoldig den er. Billederne og historierne er fra Ringkøbing-Skjern, fra Danmark og fra udlandet.

Du kan også få dit billede med og det er ganske gratis. Det eneste, du skal gøre, er at sende et billede og en kort tekst til annemette@frivilligvest.dk

Så bliver dit billede lagt på både hjemmesiden www.frivillig365.dk og på den tilhørende Facebookside, som du finder ved at søge på Frivillig365.

Klik her for at komme til hjemmesiden Frivillig365!

 

 

Frivillighovedstad 2018

Aarhus er Europæisk Frivillighovedstad 2018. Ligesom Kulturhovedstaden i 2017 var en titel som strakte sig fra kyst-til-kyst inddrager frivillighovedstaden også hele regionen.

Vi har i Ringkøbing-Skjern en samarbejdsaftale med Aarhus, hvilket blandt andet betyder, at vi samarbejder omkring Folkets Møde i september og en international konference i december, som afslutning på året.

Frivillighovedstaden 2018 har fokus på at anerkende og bakke op om alle de gode frivillige som yder en uvurderlig indsats hver eneste dag.

Lokalt i Ringkøbing-Skjern har vi i FrivilligVest inviteret til en workshop, hvor en gruppe kom med deres bud på nogle overskrifter og idéer til, hvad vi skal arbejde videre med i FrivilligVest. Nogle af idéerne kan samles i en overskrift, som hedder Anerkendelse og synliggørelse af frivillige.

Konkret betyder det, at vi bl.a. deltager i Danmark Dejligst i Naturens Rige (læs mere her), hvor vi sammen med andre vil skabe et sted, hvor frivillige bliver anerkendt, forkælet og kan hygge sig med hinanden. Du har også mulighed for at deltage i Danmark Dejligst med din forening og vise, hvad I laver. Vi håber, at rigtig mange foreninger har lyst til at deltage i familiefestivalen. Her kan du læse meget mere om hvordan I kan deltage som forening.

Folkets Møde som foregår i Aarhus i september har fokus på frivillighed. Det er en hel weekend, hvor blandt andre frivillige mødes og inspirerer hinanden. FrivilligVest er involveret i programmet lørdag den 23. september, hvor der afholdes en ildsjælefestival i Ridehuset. Denne dag samles en masse ildsjæle fra hele regionen og fortæller alle gæsterne om deres frivillighed.

Vi vil også gerne invitere dig med til Aarhus for at opleve Folkets Møde sammen og måske du kan hente inspiration med hjem og skabe nogle nye kontakter til andre ildsjæle, som du skabe netværk med.