Velafviklet FrivilligBørs

Ringkøbing-Skjern Dato: 5. oktober 2017

FrivilligBørs 2017 er nu overstået. Arrangementet var lidt mindre end de to tidligere børser i Ringkøbing-Skjern, men ikke desto mindre vellykket. De 29 deltagende foreninger, organisationer og institutioner fik således indgået 33 formelle aftaler samt et endnu ukendt antal uformelle.


33 aftaler til børsen i 2017-udgaven

"Less is more" kunne måske være overskriften, der opsummerede FrivilligBørs 2017 i Ringkøbing-Skjern. For der var færre deltagere end i de to foregående år, men det forhindrede ikke de 29 parter, der var med, i at have en god eftermiddag og aften.

33 aftaler blev der indgået mellem foreninger, organisation og institutioner - af de formelle, vel at mærke. Hvor mange uformelle aftaler - altså af dem, der ikke blev skrevet ned - der kom på plads under og efter børsen, ved vi ikke noget om endnu. Men der var mange.

Ringkøbing Skole dannede rammen

I modsætning til 2015 og 2016 var FrivilligBørsen flyttet fra Skjern til Ringkøbing, hvor Ringkøbing Skole dannede en flot ramme om arrangementet. Håbet var at få lidt flere foreninger fra Ringkøbing og den nordlige del af kommunen til at deltage, og det lykkedes også - i hvert fald delvist.

Byrådsmedlem Peder Sørensen (Alternativet) var børsleder, og han fik hjælp fra en god stribe frivillige fra både byråd og administration. Stemningen undervejs i børsen var fantastisk, og til den efterfølgende middag fortsatte snakken livligt.

Læs mere om FrivilligBørs her.